Drop springet – tag et lille skridt i stedet
Går du også og venter på det rigtige tidspunkt til at sætte skub i de forandringer, de nye vaner eller dine mål for det nye år? Så er det nu… at du gerne må vente.
Det er helt okay. Du behøver ikke slå dig selv i hovedet over at du ikke har fået det gjort. Den der nye ting, som du gerne ville starte på. Du kan godt lægge skyld og skam til side over at du ikke har fået gjort noget ved det, og bare vente lidt endnu.
Måske blev du lige et øjeblik lidt træt ved tanken om at jeg ville sige til dig at du bare skal ud over løjperne og sætte gang i dine planer. Få snøret løbeskoene, tage dig sammen, og få noget fart under fødderne.
Hvis det er tilfældet, så kan jeg berolige dig med at det behøver du ikke.