Går du også og venter på det rigtige tidspunkt til at sætte skub i de forandringer, de nye vaner eller dine mål for det nye år? Så er det nu… at du gerne må vente.
Det er helt okay. Du behøver ikke slå dig selv i hovedet over at du ikke har fået det gjort. Den der nye ting, som du gerne ville starte på. Du kan godt lægge skyld og skam til side over at du ikke har fået gjort noget ved det, og bare vente lidt endnu.
Måske blev du lige et øjeblik lidt træt ved tanken om at jeg ville sige til dig at du bare skal ud over løjperne og sætte gang i dine planer. Få snøret løbeskoene, tage dig sammen, og få noget fart under fødderne.
Hvis det er tilfældet, så kan jeg berolige dig med at det behøver du ikke.
Vi tror ofte at det er de helt store skridt, dem, der føles lidt som frit fald, der gør forskellen når vi gerne vil forandre noget eller skabe en ny adfærd.
Men ofte er det faktisk omvendt.
Det bedste spørgsmål du kan stille dig selv er:
- hvad kan jeg gøre, lige nu, for at hjælpe mig selv på vej mod mit mål imorgen?
Det kan være et lille skridt – måske endda så lille et skridt, at det slet ikke føles som en bevægelse.
Men ikke desto mindre hjælper du hjernen med at rette fokus ind, baner vejen og gør adfærden nemmere for dit fremtidige jeg. Du fjerner nogle af de barrierer nu, som muligvis ville forhindre dig i at gøre det ønskede imorgen.
Lad mig komme med et eksempel:
Vil du gerne ud og løbe imorgen tidlig?
Så overvej hvordan du gør det nemmere for dit morgen-jeg at komme ud i vintermørket og afsted, når du søvndrukkent står ud af sengen og tænder for kaffemaskinen:

- Står løbeskoene fremme?
- Kan du lægge løbetøjet frem allerede nu, så det er nemt at hoppe i?
- Er der strøm på dine høretelefoner (hvis du løber med musik eks.)
- Skal madpakken forberedes idag, så tid ikke bliver en stress-faktor (og “god” undskyldning) i morgen?
- Skal du allerede nu sætte vækkeuret en halv time tidligere?
Din liste ser måske anderledes ud, men du har nok fanget pointen.
Hvad kan du gøre LIGE NU for at gøre din ønskede adfærd nemmere imorgen? Om en uge? Om en måned?
Hvad kan du gøre LIGE NU for at gøre din ønskede adfærd nemmere imorgen?
Om en uge? Om en måned?
Og selvom det måske kan virke som små ting for dig lige nu, som du sidder her med stor tiltro til dit morgen-jeg’s motivation og iver for at blive den super sunde løber, så kan jeg næsten garantere dig at det ikke hænger sådan sammen.
Vi har nemlig som mennesker en ganske vidunderlig og samtidig forfærdelig evne til at overvurdere os selv. Vi tror simpelthen at vi evner mere, har bedre tid, flere ressourcer og kan mere i fremtiden, end hvad virkeligheden byder på. (Det kaldes et overconfidence bias, og er beskrevet i bogen “At tænke hurtigt og langsomt” af Kahneman)
Så selvom du lige nu vurderer din egen motivation til at være tårnhøj, kan fremtidens dig meget vel føle en noget mere lunken en af slagsen. Især når sengen er varm, kaffen dufter og kroppen søvntung.
Så vil du hjælpe dig selv igang, men har svært ved at tage hul på projektet, så start i stedet med at overveje hvilken adfærd du kan udføre lige nu, for at gøre det nemmere for dig på sigt.
God fornøjelse!

VinterKampagne på Coaching
3 coachingsessioner til kampagnepris – så vinteren kan blive lidt lysere, sindet lidt lettere, og målene komme lidt tættere på. De 3 sessioner á 90 min. kan du bruge til lige hvad du har mest brug for at blive coachet på i dit liv lige nu.
Kampagnepris: 1500 kr. for 3 sessioner